Ønskeøen

Ønskeøen Møn

Her 13 år efter kommunalreformen i 2007, hvor vi gik fra 271 til kun 98 kommuner, er det måske tid til at evaluere hvor stor katastrofen egentlig har været for borgerne i de hedengangne kommuner, Langebæk, Præstø, Møn og Vordingborg.


For det første så har alle lande omkring os fundet frem til, at det mest demokratiske og effektive er et stort antal mindre kommuner.  I Sverige er der 290 kommuner, i Tyskland er der 11.252, Finland 320, Belgien 589, Frankrig 36.692, Holland 408, Rumænien 2.861, Østrig 2354, Norge 358, og i lille bitte luxembourg er der 106 kommuner.


Så ingen andre lande i Europa har kunnet se lyset i så en dramatisk barbering af kommunerne som i Danmark.

Men det er selvfølgelig ikke et argument for, at det nødvendigvis er en dårlig ide, men ser man på hvordan det har udviklet sig, så er det landene omkring os der har fat i den lange ende.

For hvad har resultatet været for borgerne i Vordingborg kommune siden 2007?


Det eneste der er vokset for alvor i perioden er antallet af administrative medarbejdere pr. borger. Serviceniveauet er forringet stort set hvert år, eleverne i skolerne har aldrig klaret sig dårligere, Erhvervslivet holdes kunstigt i live med statens investeringer, Teknisk forvaltning er gået i sort og hele økonomien sejler alt imens kommunalbestyrelsen låner 150-200 mio til et nyt rådhus. Og så er folkestyret skudt til hjørne med dannelsen af flertalsgruppen, hvis eneste projekt synes at være at holde Venstre uden for indflydelse.


Jeg ville ønske at jeg kunne nævne bare en ting hvor det går bedre, feks. molen på Klintholm havn, men alle initiativer bygger på belåning p.gr.a. konstant driftsunderskud, så investeringerne er reelt kun møllesten, som beslaglægger borgernes handlefrihed i mange år frem.


Og nu er det hele så blevet toppet af flertalsgruppen endelige dødsstød, opførelsen af et nyt rådhus. Ikke en gang Coronakrisen har fået dem til at genoverveje beslutningen, hvilket jo blot understreger gruppens glæde ved levebrød og magtfuldkommenhed.


Men ude på Møn sidder rigtig mange dedikerede mennesker tilbage, med et brændende ønske om at udvikle Møn. Men de er stækket af en kommune der hverken har penge eller særlig interesse for Møn. En af dem har formuleret visionerne som ønskeøen. Smukkere og mere oprigtigt kan det uforløste engagement ikke udtrykkes.


En sidste pointe er, at ingen ø i Danmark med bare halvt så mange indbyggere som Møn har opgivet deres egen kommune.

Så hvorfor er det, at vi fortsat skal acceptere at være en del af et sort hul, og ikke den ønskeø som så mange drømmer om?


Vi kunne jo starte med en vejledende afstemning om vi vil have vores ønskeø tilbage. Og den der med at det er urealistisk er noget sludder, for hvis vi kan sammenlægge så er der altså ingen naturlov der tilsiger at man ikke også kan gå den anden vej. Og nu da tirsdagsmarkederne og folkemødet er aflyst, er der jo rigeligt med tid og plads til både politisk debat og en afstemning. 

60148513